Formandens nyhedsbrev 10. januar 2025

formand jesper

Godt nytår!

I seneste Nyhedsbrev lovede jeg en opfølgning på Haderslev Lærerkreds´ arbejdsmiljøun­dersøgelse. Vi har nu kigget nærmere på tallene, der omhandler uac­ceptabel adfærd, og her er det desværre, nogle bekymrende tal der tegner sig:

  • 31% af de læ­rere der har svaret har været udsat for vold eller trusler om vold indenfor det seneste år
  • 50% af de lærere der har svaret har været udsat for uacceptabel adfærd indenfor det seneste år

Det kalder på for­bedringer på det personalepolitiske område, for det er godt nok uacceptable tal.

 

Reminder

I disse overenskomstforhandlingstider (der forhandles pt på det private område, hvor mange ikke er organiserede) vil jeg endnu engang hejse et flag for, hvorfor jeg mener man skal være medlem af en OK-fagforening, altså en fagforening der sidder med ved bordet ifm. overenskomstforhandlingerne.

  • · Fagforeningerne sørger for ordentlige lønforhold. Overenskomsten fastlægger udgangs­punktet for lønnen, samt hvornår du får mere i løn.
  • · Fagforeningerne sørger for gode rammer for barsel. Overenskomsten sikrer dig ret til at gå på barsel med løn.
  • · Fagforeningerne sørger for ordnede pensionsforhold, ikke kun når du har alderen til at gå på pension, men giver dig også en forsikring, så du og din familie er sikret pension, hvis du mister din arbejdsevne.
  • · Fagforeningerne har sørget for en ekstra uges ferie. Loven giver dig ret til 5 ugers ferie om året. Den sjette ferieuge er forhandlet på plads gennem overenskomsterne.

 

Danmarks Lærerforening:

  • arbejder vedvarende for, at eleverne har en god skole og medlemmerne en god arbejdsplads.
  • arbejder for, at medlemmerne har gode løn- og arbejdsforhold.
  • hjælper medlemmerne, hvis de får problemer i forbindelse med arbejdet.

Rådgivning: Husk at I som medlemmer kan

  • Trække på rådgivning fra tillidsrepræsentanten og kredskontoret fx i forbindelse med barsel, orlov, pension, løn og arbejdstid.
  • Få advokathjælp, hvis der rejses sag mod dig i forbindelse med dit arbejde.
  • Få rådgivning i arbejdsskadesager.
  • Få psykologbistand igennem psykologisk rådgivning.
  • Få støtte i forbindelse med møder i Jobcenteret, hvis du bliver ramt af langtidssygdom.

I Haderslev Lærerkreds har vi heldigvis en stabil organisationsgrad, hvor vi dags dato er 700 medlemmer fordelt mellem de forskellige fraktioner 1,2,4 og 6.

 

De afsluttende forhandlinger om 10. klasse gik i gang på Christiansborg onsdag. Vi har fra foreningens side argumenteret for at bevare 10. klasse, men regeringen fastholder desværre deres planer om at nedlægge 10. klasse indtil videre.

 

I går blev der udsendt et spørgeskema om inklusion til alle lærere i folkeskolen. Inklusions­undersøgelsen laves for at få valide data på kommuneniveau, som vi kan bruge i kred­sene. Alle medlemmerne opfordres hermed til at svare på undersøgelsen.   

 

Vi ser frem til et spændende 2025 med forbedrede muligheder for kompetenceudvikling, co-teaching, fagfornyelsesarbejde, arbejdsmiljøarbejde, folkeskolens kvalitetsprogram, KV25 etc.

 

Rigtig god weekend

 

Med venlig hilsen

Jesper Skovsbøl Rasmussen

Kredsformand

Emner

Målgruppe