Formandens nyhedsbrev 13. september 2024

formand jesper

”Kan alle bare undervise i folkeskolen?” Til dette spørgsmål kunne jeg heldigvis svare ”nej”. Folkeskoleloven stiller nemlig krav om, at undervisere i skolen har en uddan­nelse som lærer, det står meget tydeligt i lovens §28. Der står også at kommunalbestyrel­sen skal sikre, at lærerne i kommunens skolevæsen har undervisningskompetence og at kommunalbestyrelsen i helt særlige tilfælde med godkendelse af undervisningsministe­ren kan beslutte at fravige kravet. Så er der godt nok lige det der med paragraffer, smuthuller mv. Der kan nemlig ansættes personer med særlige kvalifikationer (faglærere) til at undervise i enkelte fag - Og så er der mulighed for at ansætte uddannede pædagoger til at varetage af­grænsede undervisningsopgaver i enkelte timer i et fag på 1.-3. klassetrin i løbet af et skoleår. Eller som det præciseres i teksten. ”Med undervisningsopgaver forstås, at en pæ­dagog ikke vil kunne forestå alle timer i et fag gennem et helt skoleår”, da det er lærerens opgave, at undervisningen leder frem mod de faglige mål for fag og klassetrin.

At der er akutte situationer, hvor ovenstående kan fraviges, er vi i Haderslev Lærerkreds fuldt forstående overfor. Der vil være situationer, hvor der ikke kan rokeres rundt på grund af mangel på arbejdskraft, og hvor løse vikartimer, tidsbegrænsede ansættelser eller korte­revarende vikariater, derfor er en nødvendighed, men vi har indenfor det seneste år ople­vet, at det mere er en norm end en undtagelse, at der ansættes vikarer uden de krævede kvalifikationer. Der mangler lærere, men der mangler også bevågenhed på og interesse for lærergerningen og læreruddannelsen. Tænk hvis kommunalbestyrelsen i Haderslev inden­for den nærmeste årrække kunne sige, vi lever 100 % op til det, der står i bemærknin­gerne til loven: ”Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der bliver udfoldet til­strækkelige anstrengelser for at besætte ledige stillinger, herunder vikariater, med perso­ner, som har en læreruddannelse eller særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag.”

I de kommende uger gennemføres der dialogmøder rundt på skolerne. Formålet med dia­logmøderne er at kommune og kreds samarbejder om:

 

  • at indhente fælles viden fra skoleledelser og tillidsrepræsentanter om, hvordan de arbejder med kommunens overordnede målsætninger, der indeholder udfordring af eleverne, faglige resultater og tillid og trivsel.
  • at indhente erfaringer fra skolerne, som kan have betydning for kommunens priori­tering af lærernes arbejdstid og de opgaver, som lærerne skal varetage i kom­mende skoleår.

 

I dag har vi været i Hoptrup, på Kløvermarkskolen og på Erlev skole. Tak for gode dialoger til hhv. ledelser og tillidsrepræsentanter.

 

Der er tilmeldt ca. 50 lærere fra Haderslev til foredraget med Jacob Mark den torsdag den 26. sept. i Rødekro. Hvis du har glemt eller fortrudt at du ikke har meldt dig til, så kan det lige nås inden på onsdag.

 

Rigtig god weekend.

 

Med venlig hilsen

Jesper Skovsbøl Rasmussen

Kredsformand

 

Emner

Målgruppe