Formandens nyhedsbrev 29. november 2024

formand jesper

Ny finanslov

Det løser næppe skolens største udfordringer at politikerne i 2025 vil prioritere en ny for­søgsordning med skolemad, og jeg deler helt og aldeles Gordons udtalelse: ”Skolemad kan være en god idé, men det koster flere milliarder om året at lave mad til alle elever. Det er rigtig mange penge, vi taler om, og hvem ender med at skulle betale regningen? Det må ikke blive sådan, at pengene skal findes i skolernes budgetter til undervisning”.

 Der er sta­dig en stor finansieringsopgave i skolen, der handler om inklusion, om ordentlig tid til forberedelse og efterbehandling af undervisning og om nye opdaterede materialer i skolen. Med finansloven skal Center For Undervisningsmidler spare 40 mio. kr. årligt. Det svarer til 20 pct. af deres samlede midler. CFU´erne står i dag for at udlåne og formidle både analoge, praktiske og digitale undervisningsmaterialer. Besparelserne vil gøre det endnu sværere for lærerne at lave den un­dervisning, som politikerne efterspørger – nemlig den motiverende og varierede. Så hvordan regeringen har tænkt sig, at de store ambitio­ner om at styrke den praksisnære undervis­ning, skal realiseres ved hjælp af endnu en be­sparelsesvej, er mig en gåde. Det bliver i hvert fald en noget bulet, bumlet og hullet vej, der skal føre til efterlevelse af selvsamme regerings program ”Folkeskolens kvalitetsprogram”

Medlemskonferencer forår 2025

Danmarks Lærerforening inviterer hvert år til en række medlemskonferencer. I 2025 er te­maerne arbejdspladsfællesskaber og samarbejdskultur. Konferencerne er gratis, og DLF dækker også dine rejseudgifter. For tilmelding log ind på MinSide. Datoerne er: 

 

  • 1.-2. marts 2025 (åben for tilmelding) Gl. Avernæs, Ebberup
  • 15.-16. marts 2025 (åben for tilmelding) Skarrildhus, Kibæk
  • 5.-6. april 2025 (åben for tilmelding) Frederiksdal Sinatur Hotel, Lyngby

 

Årets julebanko

Med godt 100 deltagere til årets julebanko, må det siges at det var en rigtig fin tilslutning. Nogle gik hjem med fine præmier andre uden, men hyggen, de norske klejner og børne­nes juleposer gjorde alle godt. Tak til Favrdalskolens personale for at lægge kræfter og lokaler til, tak til Bent Hansen alias ”Gamle Ole” for opråb og tak til Marianne Holler for at styre trådene. Vi ses til næste år!

 

Haderslev Lærerkreds har genoptaget traditionen med en arbejdsmiljøundersøgelse, så vi kan danne os et overblik over de udfordringer, vores lokale børnehaveklasseledere og lærere står med på skolerne. I denne undersøgelse har vi valgt at fokusere på det psyki­ske arbejdsmiljø. De svarberettigede har modtaget en mail den 22. nov. Husk der er svar­frist onsdag den 4. dec.

 

Rigtig god weekend, god 1. søndag i advent og husk at nogle tror på nisser og at andre ikke gør!

 

Med venlig hilsen

Jesper Skovsbøl Rasmussen

Kredsformand

Emner

Målgruppe