Formandens nyhedsbrev 30. august 2024

formand jesper

Der har været stor aktivitet på kredskontoret i august, og vi har haft mange medlemssamtaler og møder ud-af-huset i. Nu er der luft i kalenderen igen, så ring eller skriv til os, når/hvis I har behov for vores hjælp.

Overgangstest

”Folkeskolens Nationale Overgangstest skal gennemføres i begyndelsen af skoleåret, så de kan benyttes i planlægningen af undervisningen for resten af skoleåret. Det nye test­tidspunkt skal desuden forhindre, at testene får karakter af en ”prøve” i slutningen af året og de uhensigtsmæssigheder, det kan medføre. Det nye testtidspunkt kan også være medvirkende til, at testresultaterne kan bidrage til at planlægge undervisningen.”

To skal´er og tre kan´er i ovenstående. Det er da klar tale fra Undervisningsministeriets side!

I mandags åbnede testsystemet, og over de kommende uger skal tre femtedele af alle ele­ver i folkeskolen tage en eller to af de såkaldte 'overgangstest'. Gamle opgaver krydret med nye, hvor alle elever på et klassetrin nu får de samme opgaver – igen jeg tillader mig at tvivle på, at eksempelvis ”afkodning” og ”sprog- og tekstforståelse” forbedres – jeg for­udser at tilfældigheder og gætterier igen vil forvrænge resultaterne og at lærerne i bedste fald igen ikke kan bruge resultaterne. Om eleverne bliver bedre til at løse overgangstest, når inddelingsopgaver såsom: immatrikulationsfestkalksandstenindstiksbog ikke længere er med, er jo rigtig spændende! Jeg havde håbet, at skolerne kunne vælge egen brug af tests, da risikoen ved overgangstests er ubrugelig viden og tidsspilde.

I forbindelse med vores seneste møde med Børne- og Familieudvalget, diskuterede vi skolernes økonomi, budget, antal lærere, demografi, co-teaching mv. Vi håber naturligvis på, at udvalget har vores input med til de kommende endelige budgetforhandlinger.

Ønskerne omhandler som tidligere nævnt følgende områder:

  • Ressourcer til øget skole/hjem samarbejde, arbejde med klassefællesskabet og samarbejde med eksterne = styrkelse af klasselærerrollen.
  • Hytteture og lejrskoler skal prioriteres
  • Afsat tid til elevsamtaler og opfølgning
  • Socialrådgivere og psykologer ansat på skolerne
  • Ressourcer til at sikre kvalificeret undervisning ved lærerfravær. Eleverne har mulig­hed for undervisning af kendte og uddannede lærere
  • Finansiering af lærernes ekstraopgaver i forbindelse med eksamensopgaverne
  • Bedre forberedelsesmuligheder (feedback, feedforward, evaluering mv)

 

Stafet For Livet

Lørdag den 7. sept. er der ”Stafet For Livet” i Damparken. Hvis du vil mødes og gå/løbe med en kollega, så er der ”mød-en-kollega-garanti” i Haderslev Kommunes telt kl. 13.00 og 16.00.

 

 

Foredrag med Jacob Mark

Medlemmer af Haderslev Lærerkreds inviteres til foredrag med Jacob Mark torsdag den 26. september kl. 17 på Hærvejsskolen i Rødekro med efterfølgende pizzaspisning. Tag en kollega i hånden og meld jer til senest onsdag den 11. sept. på 093@dlf.org

Tillykke med 25-års-jubilæet som lærer i Haderslev Kommune til næstfor­mand René Steenberg Olsen. Jubilæumsdatoen var egentlig den 1. august, men der var jo noget med en måned og en månedsløn, så René blev fejret i går!

Registrering af arbejdstid: Modulet til registrering af arbejdstid fungerer pt ikke i Fix&Flex, så find Lærerkalenderen frem og registrér din arbejdstid i den. Modulet skulle efter sigende komme til at fungere i løbet af de 6 uger.

 

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Jesper Skovsbøl Rasmussen

Kredsformand

Emner

Målgruppe