Formandens nyhedsbrev 20. januar 2017

I november udsendte Haderslev kommune en pressemeddelelse vedr. lærernes uv-timetal på skolerne i Haderslev Kommune. De tal som pressemeddelelsen baserer sig på, er ikke rigtige og det har Haderslev Lærerkreds løbende gjort opmærksom på. Nu har Henrik Rønnow, socialdemokratisk borgmesterkandidat også gjort opmærksom på dette i et åbent brev til lærerne. DLF er en partipolitisk uafhængig fagforening og skal forsøge at navigere i det felt. Jeg har alligevel vurderet, at brevet har så stor betydning for medlemmerne i Haderslev Lærerkreds, at det er lagt på vores hjemmeside http://kreds93.dk
For de medlemmer, der er på Facebook, kan brevet også ses der. Ligesom Lokalavisen på http://haderslev.lokalavisen.dk/roennow-jeg-foeler-mig-misbrugt-/Lokale-nyheder/20170120/artikler/701249793/2031 har en artikel om sagen.
Jeg forventer i øvrigt, at der kommer en ny pressemeddelelse om uv-timetal i næste uge, enten en fælles med kommunen eller en fra Haderslev Lærerkreds.
D. 1. august 2017 er konfliktkontingent og konfliktlån et overstået kapitel. Der er i den forbindelse 4 forskellige kategorier af medlemmer. Lockoutede medlemmer der tog lån, lockoutede medlemmer der ikke tog lån, ikke-lockoutede medlemmer og medlemmer, der blev ansat efter konflikten. På http://kreds93 kan du se hvad kontingentændringerne betyder for dig fra 1.8.2017. Notatet er gennemgået for TR-erne, så de vil også kunne hjælpe dig, hvis der er noget, der er uklart.
Den ordinære generalforsamling finder sted torsdag d. 9. marts kl. 17.15 med efterfølgende spisning. Tilmelding til spisningen (og generalforsamlingen) foregår på 093@dlf.org senest d. 8. februar. Der er stadig ledige pladser.
I uge 7 er der vinterferie. Dvs. der er kollektiv ferielukning. De medlemmer der ikke har optjent ferie til uge 7 og er medlem af A-kassen kan melde sig ledige og få dagpenge i uge 7. Hvis man er i tvivl, om man har optjent til ferien, så kontakt kredskontoret 093@dlf.org eller 74 53 10 50 og få info. Hvis man har arbejdet hele 2015, så har man optjent til ferien.
Og så sker det i dag. USA får en ny præsident. Jeg forventer en 4-årig periode med mange pinlige optrin, men er også noget bekymret for, hvad det kan føre til. Men der er ikke store forventninger til præsidenten, så der er potentiale til at overraske positivt.
God weekend Bent Hansen

Emner

Målgruppe