Formandens nyhedsbrev 24. februar 2018

Et forsinket nyhedsbrev, da fredag eftermiddag gik med et kredsformandsmøde i København, hvor dagsordenen var af den alvorlige slags.

De faglige organisationer har nu forhandlet ( eller spildt deres tid) i 6 døgn med Sophie Løhde, der er innovationsminister. Det burde nok hedde besparelsesminister, fordi det er det, hendes ministerium har som kommissorium, at effektivisere den offentlige sektor. Det er der ikke meget innovation i.

Der er intet kommet på bordet fra arbejdsgiverside, derfor er det noget af en frækhed af ministeren i går aftes at bebrejde arbejdstagerne, at de ikke vil forhandle.

På baggrund af 6 døgn uden indhold valgte organisationerne i går at sende et brev til ministeren, hvor hun inden kl. 16.00 skulle acceptere at forhandle om kravene. Det fik man naturligvis heller ikke nogen positiv reaktion på, så derfor er udmeldingen nu, at de statslige forhandlinger er brudt sammen. Det betyder efterfølgende, at de regionale og de kommunale forhandlinger ganske sikkert også bryder sammen de næste par dage og på tirsdag kan der så sendes et konfliktvarsel.

Hvor storkonflikten vil ramme blev besluttet i går, men vil først blive offentliggjort, når en konflikt er en realitet. Så snart vi ved mere vil I naturligvis blive informeret.

For organisationerne er det en helt ny situation, at man oplever, at modparten ikke er interesseret i en forhandling. Det er ikke nyt for mig og Haderslev Lærerkreds. Det har vi været vant til gennem en årrække. Haderslev Byråd besluttede i efteråret 17 at der skulle forhandles med den lokale lærerkreds om arbejdstiden, men nu 4½ måned efter er der stadig intet sket.

Det er helt urimelige betingelser i et land, hvor vi altid har været vant til at arbejdsgiver og arbejdstager finder ud af det i en forhandling.

Situationen p.t. og de langsigtede virkninger er virkelig alvorlige og det er ikke fordi, at vores forhandlere ikke har gjort det optimale. Men når dem man skal spille med, ikke vil spille er det uendelig svært.

En kollega foreslog i sidste uge, at alle landets lærere indgav deres opsigelse. Det kan være at han har ret. At der skal så hårde metoder til.

Sandsynligheden for et nyhedsbrev midt i næste uge er meget stor.

Fortsat god weekend

Bent Hansen

Emner

Målgruppe