Formandens nyhedsbrev 21. april 2017

På onsdag d. 26. april kl. 16.15 til 17.45 er medlemmerne af Haderslev Lærerkreds inviteret til et møde om opstilling af krav til overenskomsten 2018. Det foregår i mødelokalet på Laurids Skausgade 12, 1. sal oven over pædagogisk center.
Det er utrolig vigtigt, at komme og give sit besyv med. Hvad skal der satses på? Løn, arbejdstid, selvbetalt efteruddannelse, bløde krav osv. og er du parat til at gå i konflikt ?
Det er her du har muligheden for at blive hørt. Der vil være lidt sødt under mødet og som lokkemiddel trækker vi også lod om lidt rødvin blandt de deltagende. Vi ses på onsdag.
Onsdag d. 10. maj afholder velfærdsalliancen et arrangement på Gravene kl. 16.00 til 17.00. Velfærdsalliancen afholder arrangementer i flere større byer samtidig. Velfærdsalliancen består af politiske partier og faglige organisationer. Haderslev Lærerkreds er med som arrangør af Haderslev arrangementet i år. Der vil være musiske indslag og taler af bl.a. tidligere minister Villy Søvndal.
Mød op og støt op om opfordringen til at passe på velfærden i Danmark.
Forflyttelsesproceduren er næsten afsluttet og det endte med en enkelt forflyttelse. Samtidig har de ekstra penge til folkeskoleområdet betydet, at der nu er opslået en del lærerstillinger i Haderslev Kommune. Der er mere præcist p.t. opslået 2 bh-klasselederstillinger og 16 lærerstillinger.
Som nogle sikkert har opdaget har DLF iværksat en kampagne – Stopfyldte klasser – som er på de sociale medier. Jeg vil kraftig opfordre dig til at skrive under mod Stopfyldte klasser (første del af elevrettigheds-kampagnen). Så er du samtidig på listen over medlemmer, der har lyst til at gøre en ekstra forskel på de sociale medier. Det bliver der brug for i det kommende års tid.
Det plejer at være kvinder, der er udsat for sexchikane, men nogle gange er det omvendt. En kvindelig kollega sendte en mail til mig i formiddags om jeg huskede at komme med mit udstyr, som aftalt, på mandag. Hun skulle bruge det i undervisningen. Jeg er en rar kollega, så selvfølgelig kommer jeg mandag morgen med mit udstyr.
God weekend
Bent Hansen

Emner

Målgruppe