Formandens nyhedsbrev 2. december 2022

formand jesper

I onsdags afviklede vi et fællesmøde med deltagelse af forvaltning, skoleledelser, tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsen. Mødet havde til formål at følge op på de dialogmøder, der er afholdt på alle skoler i løbet af efteråret. Samarbejdet mellem skoleledelsen og TR omkring ledelsens prioriteringer og arbejdet med skoleplanen havde et særligt fokus. Tak til TR´erne og skolelederne fra hhv. Ungeuniverset i Vojens og fra Hoptrup for deres oplæg og inspiration til hvordan et samarbejde kan struktureres og finde sted. Den efterfølgende dialog om kvalificering af det kommende arbejde med skoleplanen blev styret med hård og kyndig hånd og Time Timer, så også stor tak til konsulenten/afdelingslederen for den del, hvor vi blev præsenteret for en ”Tænkdel-hjem model”, ordet ”Delingsmakker” mv. At den resterende del af eftermiddagen ikke gik ”vores vej”, påtager vi os ikke ansvaret for, men de der ankom i røde t-shirts nåede forhåbentlig hjem, til det de nu skulle se på TV! I forbindelse med de løntjek vi har foretaget i de forløbne uger, er det på den ene side rart at konstatere, at lønudbetalingerne til lærerne i Haderslev stort set er korrekte, men på den anden side er det også rart at finde midler til vores medlemmer. Det har vi fundet, og vi vil derfor igen, igen opfordre til at indsende lønsedler, hvis I er i tvivl om, hvorvidt I får den korrekte løn. I den anledning vil jeg gerne benytte lejligheden til at rose de skoler, hvor eksempelvis ulempetillæg ”bare” udbetales, uden at hver enkelt medarbejder eller den lokale TR gentagne gange skal rykke efter tillægget. Om lidt er der Julebanko, der er tilmeldt mere end 80 personer. Vi ses på onsdag kl. 18.30 i Favrdalskolens kantine til nogle hyggelige timer. Plader, gevinster, opråbere og slikposerne er klar. Kaffen brygges først på dagen! Vi ser frem til den kommende uge, hvor den står på evaluering af Lokalaftalen, samarbejdsmøder, TR-møde, møde med PPR om OK-24 og møde i Feriefonden. Mere herom i det kommende Nyhedsbrev. Slutteligt håber jeg, I kan holde varmen rundt på skolerne. På kredskontoret klarer vi den med lange underhylere og striktrøjer, men temperatur er en mærkelig størrelse 19-20 grader føles meget forskelligt! Rigtig god decemberweekend til alle. Med venlig hilsen Jesper Skovsbøl Rasmussen Kredsformand

Emner

Målgruppe