Nyhedsbrev 22. april 2022

Det var den påske - 4 årstider på 10 dage, men nu er det forår, så sæt sneskovlen i garage og skift til sommerdæk. Det er ikke et forår, hvor alting klippes ned, men derimod et forår hvor vi bygger op. På mandag mødes FagMed-skolerne til en Temaeftermiddag med fokus på, hvad der skal kendetegne det gode samarbejde hos os i Haderslev og hvor vi vil drøfte forretningsorden og årshjul. Det arbejde ser vi frem til at tage fat på.

I onsdags havde vi TR-møde med blandt andet inklusion på dagsordenen. Vores diskussion tog udgangspunkt i to spor/spørgsmål.

-        Hvilke faktorer skal der til for, at eleverne får den undervisning, de har krav på?

-        Hvilke faktorer skal der til for, at inklusionen kan lade sig gøre for lærerne?

Disse spørgsmål kom der mange gode og kvalificerede idéer til og vore lokale input vil blive en del af DLF´s inklusionstjekliste. Lokalt er skolelederne mere end velkomne til at modtage de forslag til retningslinjer, idéer og input, vi i Haderslev Lærerkreds mener kan være med til at få inklusionen til at lykkes. Skoleplaner, lokale prioriteringer, samarbejdsmøder og gensidig erfaringsudveksling var også på dagsorden, så spørg endelig jeres lokale TR om nogle af disse punkter fra A20 næste gang i mødes i TRIO-sammenhæng eller i Faglig Klub.

Resultatet af OK-21 betyder på lønområdet pr. 1. april 2022: Følgende faggrupper - UU-vejledere, professionsbachelorer i ernæring og sundhed og ikkeuddannede lærere ansat i PPR (fx logopæd eller audiologopæd) bør holde øje med deres kommende lønseddel (de har nemlig fået et tillæg eller en lønstigning). Derudover har alle fået forhøjet fritvalgstillæg fra 0,83% til 1,38% (beløbet kan udbetales eller man kan forhøje sit pensionsbidrag). Næste lønstigning er pr. 1. oktober 2022, hvor vi alle kan se frem til 2,2%

Årets Lærerkalender 22/23 er landet på Simmerstedvej 37, hvilket vi markerer ved at være imødekommende på kontoret! Vi har ingen corona-restriktioner, ingen krav om mundbind, ingen ”hurtigst muligt ud-af-døren-politik”, ingen forpligtet anvendelse af spritdispenser eller lignende – så kom endelig og afhent. TR´erne afhenter til og servicerer egne kollegiale medlemmer. Seniorer er velkomne til at hente til sig selv og tidligere kolleger efter behov. Vi træffes bedst mellem kl. 8-13 i de kommende uger, da der er en del ”ud-af-huset” møder og aktiviteter.

Seniorklubben fraktion 4, kreds 93 afholder foredrag med Niels Ole Frederiksen født i Horsens Statsfængsel, mandag den 2. maj kl. 10-12 i mødelokale 1 (over gården) ved Bispen. Tilmelding er senest i morgen den 23. april til: vibeappel@gmail.com og indbetaling på kontonr. 5386 0246244 i Arbejdernes Landsbank, skriv i modtagerfeltet (antal) og navn. Pris: medl./ikke medl. 50 kr./100 kr.

 

Jesper Skovsbøl Rasmussen

Kredsformand

Emner

Målgruppe