Formandens nyhedsbrev 29. januar 2021

Coronatest. Knap var der trykket på send-knappen med sidste uges nyhedsbrev før det var uaktuelt. Jeg havde skrevet at vi imødeser, ja ligefrem forventer, at alle lærere der er fysisk på arbejde og har elevkontakt kan blive testet uden ventetid. Senere samme dag blev jeg gjort bekendt med at kommunen har entreret med en privat udbyder af hurtig-test, så lærerne kan blive testet. Samtidig fratog man lærerne på Louiseskolen mulighed for at få foretaget en PCR-test uden ventetid. Det er de selvfølgelig ikke glade for, men samlet set er det en forbedring. Hvor længe den holder er et åbent spørgsmål.

I denne uge kom det frem, at der er udsigt til at skolerne igen åbnes den 28. februar eller før. Der er ikke besluttet noget, men i hvert fald for de små elever (0.-4.klasse) er det gode nyheder. Usikkerheden melder sig nok for en del lærere ved tanken om øget smitterisiko, så det er i hvert fald en forudsætning, at man ikke åbner skolerne før sikkerheden er i orden. Det kræver samarbejde mellem lærere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanterog ledere og mellem kreds og kommune. Den opfordring er hermed givet videre.

Tidspunktet for en udmelding om hvad der skal ske med afgangsprøverne, nærmer sig hastigt. Nogen vil mene at den er overskredet, men i hvert fald må det komme meget snart. Der er delte meninger om man skal aflyse eller gennemføre. Danmarks Lærerforening mener at der er alvorlig risiko for social slagside og manglende retssikkerhed hvis man gennemfører, så det er man i hvert fald nødt til at være opmærksom på.

Der har også i den forløbne uge været talt om at eleverne skulle have et fagligt efterslæb eller endnu værre skolehullerellerlæringstab.Nogen politiske partier har været ude og true eleverne med bål og brand. Men helt ærlig: klap nu lige hesten. Jeg synes ikke at man skal taberdømme de danske elever over en kam. Det har de simpelthen ikke fortjent. De har utvivlsomt lært rigtig mange ting og de har gjort det rigtig godt. Hvis der overhovedet er tale om et efterslæb, så er det for det første verdensomspændende og for det andet ikke permanent. Vi kan godt lære eleverne det de skal.

Her til slut deler jeg lige et rygte: Der skulle være en videnskabelig rapport på vej, der har undersøgt forældrenes tilfredshed med lærernes præstationer ud i virtuel undervisning. Lærere og børnehaveklasseledere kan godt begynde at hæve armene over hovedet og iøvrigt have en

God weekend

Lars Pedersen

Kredsformand

Emner

Målgruppe