Formandens nyhedsbrev 5. februar 2021

Så kom de med spænding imødesete retningslinjer fra undervisningsministeriet. Retningslinjer der skal bestemme rammerne for skolernes undervisning, foreløbig indtil 28. februar. Da det i mandags blev meddelt at de små klasser starter igen i skole fra mandag den 8. februar, blev det samtidig sagt at retningslinjerne ville komme hurtigt, så skolerne havde tid til at forberede elevernes ankomme. Undervisningsministeriet tog altså tre dage om at færdiggære retningslinjerne, der i øvrigtstort set er en kopi af forårets. Det er respektløstlangsomt.

Nu er de her så og selv om der er meget copypaste, så er der også forbedringer. Som i foråret er der alt for meget bør, og alt for lidt skal. Men der er den forskel, at ministeriet overfor Danmarks Lærerforening har lavet en præcisering af hvad skal og bør betyder i ministeriel tankegang. Skal betyder skal fordi det er lovpligtigt. Bør betyder at det er sundhedsmyndighedernes anbefaling, som man altså i givet fald skal ud at argumentere for at man ikke følger.

Som jeg skrev i sidste uge, er det yderst positivt at man har besluttet at skrue op for Corona-testkapaciteten på skolerne i forbindelse med genåbningen. I går sendte Kommunernes Landsforening så en skrivelse ud til kommunerne om at man kunne optræne lærerne til at tage Coronatest på hinanden. Det er en monumental dårlig ide. Den er ganske vist blevet modereret lidt, så det vistnok er frivilligt om man vil melde sig til det projekt, men det er stadig en dårlig ide. Det vil med sikkerhed få rigtig mange lærere til at fravælge kvik-testen og det vil faktisk være en skam, for det kunne være et middel til at nedbringe risikoen og ulemperne.

Haderslev kommune har valgt at sende besked til skolerne om at det pædagogiske personale skal friholdes så ressourcerne bruges sammen med børnene. Det er en god udmelding. Tak for den.KL siger at forslaget først og fremmest retter sig mod ledig kapacitet. Det er også en god udmelding, for en sådan har vi mig bekendt ikke på skolerne. Og slet ikke blandt lærerne.

Vittige hoveder har foreslået at vi, eftersom vi skal holde 2 meters afstand, skal give pegepinden en renæssancesom podepind?Man ser det for sig.

God weekend

Lars Pedersen

Kredsformand

Emner

Målgruppe