Formandens nyhedsbrev 30. oktober 2020

En brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskolen er netop landet på kredsformandens skrivebord. Det er glædelig læsning, om end ikke overraskende. I Haderslev har 79,7% svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse med undervisningen. Kun 5% er utilfredse eller meget utilfredse. Rapporten skal naturligvis nærlæses, men helt overordnet er det generelle billede: Meget stor tilfredshed med folkeskolen. Og som et lille ekstra plus ligger Haderslev, på alle parametre, lidt højere end landsgennemsnittet. Jeg synes godt lærerne kan tillade sig at fejre det flotte resultat med et ekstra glas rødvin og/eller en kage i weekenden. Godt gået, kolleger. Og tak for tilliden fra forældrene. Lærerkredsen har helt fra starten af Coronakrisen efterspurgt så mange centrale retningslinjer som muligt. Det er i mange tilfælde stadig vores holdning. I den forløbne uge har vi fået henvendelser fra lærere der undrer sig over at Skole-Hjem-samtaler udsættes på nogle skoler, men gennemføres på andre. Det havde også været fint, hvis der havde været generelle retningslinjer om at elever der bevidst ikke overholder afstandskravene kan sendes hjem. Undtagelsen fra reglen om at centrale retningslinjer er at foretrække kom i mandags, hvor det blev besluttet at lærere der ønsker at bruge visir i undervisningen, kan få dem udleveret. En god og rigtig beslutning. Tak for den. I ugens løb har der være gennemført en række dialogmøder om A20. Givtige og positive møder hvor Tillidsrepræsentanter, Skoleledere, kreds og kommune har haft lejlighed til at drøfte arbejdstidsaftalen på baggrund af de centrale parteres fælles udmelding. Det var kun indledningen, men godt begyndt er halvt fuldendt, og det var en god begyndelse. AULA fungerer ikke. Så kort kan det egentlig siges. Det er – i hvert fald for lærerne – ikke nogen nyhed. Vi kan tage til efterretning at den berettigede utilfredshed der har hersket på skolerne nu også er begyndt at vende sig mod DLF. Hvorfor gør i ikke noget, lyder det. Jeg skal afholde mig fra lange forsvarsfalbelader og bare sige. Det gør vi også. Sammen med forvaltningen vil vi allerede fra næste uge tage fat på og undersøge problemet. Mere om det i næste nyhedsbrev. Med venlig hilsen Lars Pedersen Kredsformand

Emner

Målgruppe