Formandens nyhedsbrev 1. marts 2018

 Der er i dag sendt strejkevarsler til en lang række statslige arbejdspladser. En strejke kan tidligst starte d. 4. april. Men forligskvinden kan udsætte konflikten, så strejken kan starte senere. Haderslev Lærerkreds har ikke medlemmer på statslige arbejdspladser.

På mandag eller tirsdag sendes strejkevarsler til kommuner og regioner også med konfliktstart tidligst 4. april. Dvs. at tirsdag d. 3. april, lige efter påske, under alle omstændigheder er en arbejdsdag.

På tirsdag d. 6. marts får jeg at vide, hvilke kommuner, der er udtaget til konflikt. Hvis Haderslev er udpeget skal jeg til København onsdag for at få nærmere information. Kort tid efter vil alle medlemmer blive orienteret. Jeg har intet hørt om, hvilke kommuner DLF har valgt, men min vurdering er at Haderslev sandsynligvis er i blandt, fordi vi er en de få kommuner, der ikke har lavet en arbejdstidsaftale med den lokale lærerkreds.

Meldingerne fra KL går på, at de vil tage modskridt og lockoute alle. Vi får at se om det står til troende.

Det er ligesom i 2013 alle overenskomstansatte, der skal strejke, mens tjenestemænd og ikke medlemmer skal passe deres arbejde, men kun deres eget arbejde. Men i forhold til 2013 er der blevet markant færre tjenestemænd og vi har kun ganske få ikke-medlemmer, så skolerne bliver tomme.

Konflikten koordineres mellem organisationerne, så hvis Haderslev bliver udtaget, så vil pædagogerne i Haderslev også blive udvalgt.

Afhængig af, om der bliver konflikt i nogle kommuner eller lockout af alle, er der mange forskellige forhold, der gør sig gældende. Det vil I blive orienteret om så hurtigt som muligt, efter at vi ved mere.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at når der kommer meldinger fra KL og moderniseringsstyrelsen (Michael Ziegler og Sophie Løhde) i pressen, så skal I tage dem med et stort forbehold. Nu er løgn et stærkt ord, så jeg vil i stedet for bruge vendingen lemfældig omgang med sandheden. Bare for at tage et eksempel har Ziegler meldt ud at vi har stillet krav om 9,15 % og KL vil kun give 6,8%, som de private har fået ifølge Ziegler. I onsdags var Anders Bondo i News en halv times tid og blev blandt andet spurgt om følgende

 

Hvis I fik tilbudt, at de offentlige ansat ville få samme lønstigninger som de private i overenskomstperioden, hvad ville du så sige. Anders svarede øjeblikkeligt Så ville jeg sige ja.

Der bliver anvendt så meget spin (lemfældig omgåelse af sandheden), men jeg vil klart anbefale at stole på det, som vores forhandlere melder ud.

Både Anders Bondo og Haderslev Lærerkreds håber naturligvis på, at der stadig kan nås et forhandlingsresultat. Ingen er tjent med en konflikt, men omvendt NOKerNok.

 

2

På fredag d. 9. marts er der generalforsamling i Haderslev Lærerkreds i festsalen på UC-SYD. Alle medlemmer er velkomne og 165 af medlemmerne(de der er tilmeldt og har betalt) fortsætter efter generalforsamlingen til middag og fest i den nye kantine på UC-SYD.

På hjemmesiden http://kreds93 kan I se den endelige dagsorden og vedtægterne for Haderslev Lærerkreds. Det skyldes, at der er nogle vedtægtsændringsforslag, som er en opdatering af vedtægterne.

Din TR har også fået endelig dagsorden samt vedtægterne og vil hænge dem op på lærerværelset eller slå dem op på intra.

I tilfælde af nyt omkring strejke eller lockout sendes direkte mails løbende til alle medlemmer. Nyhedsbrevet modtages af andre end medlemmer, så derfor vil kontakten foregå med medlemsmail, når konflikten er en realitet.

På trods af de dystre udsigter ønskes I alle en god weekend.

Bent Hansen

Emner

Målgruppe