Formandens nyhedsbrev 31. august 2017

Nyhedsbrevet udkommer i denne uge torsdag, da kredsformanden tillader sig at holde fri i morgen, da han har været lærer i 40 år på samme skole. Det kræver en fridag.
Med så mange år på bagen er det også tid til nye kræfter, så der skal vælges ny kredsformand på generalforsamlingen fredag d. 9. marts 2018, hvor der også er spisning og fest. Så reserver datoen.
I næste uge kommer der ikke noget nyhedsbrev, da kredsstyrelsen og tillidsrepræsentanterne er på det årlige TR-kursus. Denne gang på Frederiksdal ved Furesøen fra onsdag eftermiddag til fredag eftermiddag. Vi har bl.a. en aftale om besøg hos undervisningsministeren og derefter et par timer med Anders Bondo.
Det betyder, at kredskontoret er lukket torsdag d. 7.9. og fredag d. 8.9. Henvendelser på 74 53 10 50 eller 093@dlf.org besvares hurtigst muligt. Vi har telefonen med.
Lønsedlerne strømmer ind til løntjek på 093@dlf.org og vi tjekker så hurtigt som muligt og giver tilbagemelding. Det er aldrig for sent at indsende lønsedlen. Er der fejl, bliver de rettet og man får reguleringen efterfølgende. Indtil videre har der heldigvis kun været små justeringer.
Haderslev Lærerkreds har, på baggrund af nogle politiske partiers positive udmeldinger, endnu en gang fremsendt et forslag til aftaler for lærerne og børnehaveklasselederne. Og endnu en gang har vi fået det svar, at politikerne ikke ønsker at indgå aftaler med Haderslev Lærerkreds. Dog er der lagt op til, at byrådet på septembermødet skal tage stilling til, om beslutningen skal ændres.
Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og de konservative har givet klart udtryk for, at man ønsker, at der skal laves aftaler med den lokale lærerkreds. Det bliver spændende, hvad Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Slesvigsk Parti og Venstre mener om det. Men hvis de fastholder, at der ikke skal laves aftaler, så kan det da anvendes i den forestående valgkamp. Lærere, deres familier og forældre til skoleelever har før vist, at de kan påvirke et kommunalvalg.
Og tidligere skoleleder på Hoptrup Skole, Jørn Christensen, skriver på sin facebookprofil, at det er usandt, at pensionisterne ikke får noget ud af skattereformen. De kan da købe en Mercedes for 590.000 i stedet for 690.000. Jo, jo.
2
God weekend
Bent Hansen

Emner

Målgruppe