Formandens nyhedsbrev 6. oktober 2017

I næste uge er der ordinær kongres i Danmarks Lærerforening. Kredsstyrelsen deltager i kongressen, så kredskontoret er lukket tirsdag d. 10. onsdag d.11. og torsdag d. 12.10. I kan stadig ringe på 74 53 10 50 (vi har telefonen med) eller skrive på 093@dlf.org

I vil få svar hurtigst muligt. På kongressen skal der tages endelig stilling til kravene til overenskomst 2018, hvor forhandlingerne indledes i december 2017. Om der kommer et resultat inden 1. april 2018 eller det hele ender i konflikt, er stadig for tidligt at spå om. I vil blive løbende orienteret hen over foråret.

 

Bogen om lockouten i 2013, Søren og Mette i benlås, er nu udkommet og jeg skal da love for, at den har skabt røre. Nogle politikere kan sagtens genkende forløbet, hvor regeringen havde planlagt lockouten uden om arbejdsmarkedets parter, mens andre eksempelvis Villy Søvndal og Mette Frederiksen samt de radikale har oplevet midlertidigt hukommelsestab. Spindoktorerne har haft travlt med at formulere svar, hvor man ikke blankt afviser, men snakker i tåger. Hvorfor ikke beklage fremgangsmåden og samtidig forsikre, at det ikke vil ske igen ved en overenskomstforhandling. Det ville klæde dem.

I øvrigt har de andre organisationer nu samlet udtalt, at der ikke startes overenskomstforhandlinger før underviserorganisationerne er i reelle forhandlinger. Her et link til artikel i Information

https://www.information.dk/telegram/2017/10/laererforeningen-glaeder-halv-million-allierede?lst_ltst

 

Som omtalt afholder Haderslev Lærerkreds et valgmøde, med fokus på skoleområdet. Det gør vi onsdag d. 15. november (6 dage før valget) kl. 16 til 18 i mødesalen på Laurids Skausgade 12, 1. sal. Jydske Vestkystens lokalredaktør har indvilget i at være mødeleder.

Reserver tidspunktet, så I kan få de sidste, udmeldinger med, inden I skal sætte jeres kryds.

 

Så er der en uge tilbage, inden der er efterårsafspadsering. Efterårsafspadsering er ikke en ferie, så derfor skal medlemmer, der ikke har optjent ferie, forholde sig helt rolige. Der kommer ikke noget løntræk og man skal ikke melde sig ledig. Næste ferie er uge 7 i 2018.

God weekend

Bent Hansen

Emner

Målgruppe