Formandens nyhedsbrev 13. oktober 2017

Den ordinære kongres i Danmarks Lærerforening har været afholdt tirsdag til torsdag i denne uge. Der har været drøftet et nyt folkeskoleideal, lærernes arbejdsliv og demokratiets trange kår i nutidens samfund. Undervisningsministeren holdt ligeledes en tale og i de 27 kongresser, jeg har deltaget i, har en undervisningsminister aldrig fået så meget bifald, som Merete Risager. Det sværeste for hende bliver, at overbevise de andre i folketinget om, at hendes visioner er meget fornuftige.
Torsdagen gik med at blive enige om de krav, som DLF skal møde op med, til overenskomstforhandlingerne med KL. Det gav anledning til mange rigtig gode drøftelser og ved 17.00 tiden i går eftermiddags, var der enighed om kravene. Og i den forbindelse er ændringer i arbejdstiden højt prioriteret..
De andre organisationer, som har mere end ½ million medlemmer bag sig, har overfor Kl meldt ud, at der ikke indledes forhandlinger med de andre organisationer før, der er reelle forhandlinger med underviserorganisationerne.
Det havde den umiddelbare konsekvens at KLs Michael Ziegler på kongressen sagde, at der ikke var noget, der var helligt. Alt kunne forhandles. Det er jo en voldsom opblødning i forhold til tidligere udtalelser, hvor KL har nægtet at forhandle arbejdstid.
I Haderslev blev flertalsgruppens budget vedtaget og det betyder, at der tilføres sølle 1½ million til skolerne. Men det skal sammenholdes med, at regeringens tilskud på 21 millioner kr. til folkeskolereformen stopper i 2018. Jeg synes, at det nærmer sig lemfældig omgang med tal, når man udtaler at folkeskolen får flere midler.
Men det kan vi passende spørge politikerne til, når vi afholder vælgermøde onsdag d. 15. november kl. 16 til 18 i mødelokalet på Laurids Skausgade 12.
Selvom det i dag er fredag d.13. og det indbyder til gys og gru, så håber jeg, at I i stedet for vil hygge jer og nyde den næste uge.
Rigtig god afspadseringsefterårsuge
Bent Hansen

Emner

Målgruppe