Formandens nyhedsbrev 10. november 2017

Nogle gange går det hurtigt. I sidste uges nyhedsbrev omtalte jeg den manglende praktikaftale vedr. honorering. Den er i løbet af ugen blevet aftalt og kan ses på hjemmesiden http://kreds93.dk Forskellen fra den gamle er, at det nu er beskrevet, hvor mange vejledningstimer man skal afholde. Der er 5 vejledningstimer pr. studerende i hele praktikperioden. Eksempelvis vil et praktikhold på 3 studerende udløse 15 vejledningstimer i hele 6 ugers perioden, der skal fordeles forholdsmæssigt mellem praktiklærerne afhængig af antal undervisningslektioner, hvor de studerende deltager.
På onsdag d. 15.11. kl. 16.00 til 18.00 håber vi på stort fremmøde til valgmødet i mødesalen på Laurids Skausgade 12. Det er folkeskolen i Haderslev, der er på programmet og det er din oplagte mulighed til, at få stillet det rigtige spørgsmål til kandidaterne, inden du 6 dage efter skal sætte dit kryds (21.11.)
Nogle kolleger har spurgt om der ikke var en lønstigning d. 1.10. Jo det var der, men den var kun på ca. 70 kr. (brutto), så den kan være svær at se. Men lidt har også ret. Det var sidste lønstigning i denne overenskomstperiode. Næste periode starter 1.4.2018 såfremt der kan opnås enighed om en overenskomst i foråret 2018. Tillidsrepræsentanterne fra hele det sydjyske område var samlet i går aftes på VUC-SYD, hvor Anders Bondo fremlagde strategien.
Generalforsamlingen er planlagt til fredag d. 9. marts kl. 16.30. Der er efterfølgende middag med dans og livemusik og fredagsbar. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Du skal skynde dig, hvis du skal med til julelotto i Haderslev Lærerkreds i kantinen på Favrdalskolen torsdag d. 8. december kl. 18.30. Det er først til mølle princippet og der er plads til 100. På nuværende tidspunkt er 73 tilmeldt. Tilmeldingen foregår på 093@dlf.org
Ænder og gæs løber forvildede rundt i denne tid for ikke at blive indfanget til aftenens Mortens and eller gås. I morgen aften håber vi, at de mandlige landsholdsspillere ikke løber rundt som ænder og gæs, men i stedet for sætter Irland på plads.
God weekend
Bent Hansen

Emner

Målgruppe