Formandens nyhedsbrev 16. juni 2017

Nu er det tid til opgaveoversigterne for næste skoleår. Dvs. det også er tid til at komme i dialog med din leder omkring opgaveoversigten og få drøftet, om der er sammenhæng mellem opgaver og resurser.
Som hjælperedskab har DLF udarbejdet et dialogværktøj, som din TR vil sende til dig.
Du kan få din TR til at hjælpe med at udfylde det og så kan du bruge det som hjælpeværktøj i din snak med lederen.
Der er virkelig bevægelse i partierne op til kommunalvalget i november. Socialdemokratiets borgmesterkandidat udtalte klart på 1. majmødet, at der nu skal laves aftaler med Haderslev Lærerkreds og i dag er Dansk Folkepartis Thies Mathiasen på banen i et læserbrev. Citat: Vi har mange gode forslag, som vi gerne vil have lagt frem til den næste byrådsperiode, bl.a. at skolelærerne skal have den nødvendige forberedelsestid, at eleverne får den bedste undervisning…. (citat slut)
Tidligere har både SF, Enhedslisten og Det konservative Folkeparti været ude med positive tilkendegivelser. Nu mangler vi bare, at Venstre også melder kulør, men det kan være de har behov for et par pædagogiske dage i udlandet, før de udtaler sig.
Slesvigsk Parti og de Radikale er forbavsende tavse i skoledebatten.
Det bliver et spændende politisk efterår.
Vigtige datoer til næste skoleår.
Tirsdag d. 21. november 2017 afholdes der kommunalvalg.
Fredag d. 9. marts 2017 afholdes ordinær generalforsamling med valg og efterfølgende fest.
God weekend
Bent Hansen

Emner

Målgruppe