Formandens nyhedsbrev 1. december 2017

Nyhedsbrev d. 1. december 2017
Det sørme, det sandt, december……….
På torsdag d. 7. december kl. 18.30 afholdes det årlige traditionsrige lottospil for medlemmer og familie. Over 100 har tilmeldt sig og der er venteliste. Så hvis nogen af de tilmeldte alligevel ikke kommer på torsdag, vil vi gerne have besked på 093@dlf.org så vi kan få plads til dem på ventelisten.
Haderslev Lærerkreds har til Børn og Familieudvalget sendt et notat omkring elevvold over for medarbejdere. Vi har på et møde med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra skolerne i Haderslev Kommune konstateret, at der er en bekymrende stigning i antallet af episoder. Det beder vi Børn og Familieudvalget om at forholde sig til.
Skolebestyrelsen på Sdr. Otting skole har sendt et bekymringsbrev til Børn og Familieudvalget vedrørende indeklimaproblemerne på Kløvermarken-afdelingen (tidligere Hjortebro). Her udtrykker man stor bekymring for de gener, som indeklimaet skaber for både elever og personale. Byrådet har netop bevilget 10 mio. kr. til at forsøge at løse problemerne. Jeg har tidligere på efteråret på et beboermøde i sydbyen talt for, at man i stedet for at reparere, bygger den nye skole så stor, at den også kan indeholde ungeuniverset. Man kan hurtigt komme til at anvende flere penge på lappeløsninger end en ny afdeling til ungeuniverset vil koste.
God weekend og 1. søndag i advent
Bent Hansen

Emner

Målgruppe